Liselotte Vejborg

Hvad er det, Liselotte kan?
Hun kan hjælpe dig med at ændre kurs, så du - i stedet for at brokke dig, være stresset og utilfreds - bliver glad og tilfreds og går i gang med at leve det liv, du hidtil har nøjedes med at drømme om.
Hvorfor gør hun det?
Det gør hun, fordi hun slet ikke kan lade være, og Liselottes mission er at hjælpe sine medmennesker med at opleve mere glæde i hverdagen. Liselotte tror faktisk på, at verden bliver meget bedre, hvis vi alle sammen begynder at leve i overensstemmelse med vores værdier og inderste ønsker – i stedet for at halse rundt i trædemøllen på evig jagt efter en (kunstig) lykke, vi aldrig finder.
Det lyder da meget OK – hvordan hjælper Liselotte mig på sine workshops?
Hun præsenterer dig for en række virksomme øvelser og krydrer med en filtreret og letforståelig teori. Der findes tonsvis af materiale om lykke, glæde, personlig udvikling, meditation, coaching, positiv psykologi, mindfulness etc. Liselotte har tygget sig gennem rigtigt meget af det (og tygger konstant på mere), og hun har gjort det let for dig ved at trække essensen ud af teorien, så du ikke skal bruge resten af dit liv på at læse. Du kan til gengæld bruge din tid på de mange praktiske og effektive værktøjer og øvelser, du får på Liselottes workshops.
Hvad er Liselottes kvalifikationer for at kunne hjælpe mig?
Hun er menneske. Hun har oplevet mange af de samme udfordringer og huller i vejen, deltagerne på hendes workshops har oplevet. I slutningen af 90'erne overvejede hun at tage billetten, hun er skilsmissebarn, hun er selv blevet skilt (og gift igen), hun har dyrket karriereræset, hun har været så stresset, at hun pludselig ikke kunne huske sit eget navn, hun har rodet rundt nede i offerhullet, og hun har med stor energi holdt gang i ”når-bare” trædemøllen i sit eget liv. Heldigvis så hun et lysglimt i 1999 og gik i gang med at arbejde seriøst på at få et langt federe liv end det, de første 33 år bød på.
Hvad har Liselotte tjent sine penge på, indtil Carpe Vitam gik i luften i begyndelsen af 2008?
Liselotte er oprindelig uddannet korrespondent i engelsk og spansk fra Handelshøjskolen i København. Den uddannelse har hun brugt i to projektlederjobs, som direktionssekretær i tre vidt forskellige virksomheder og som informationsmedarbejder i et olieselskab, indtil hun i 2006 valgte at blive selvstændig med virksomheden ExtraHand. Den har hun ved siden af Carpe Vitam – fordi hun holder så meget af sine trofaste kunder, og fordi hun elsker at løse de udfordrende opgaver, der dukker op fra tid til anden.
Hvad har deltagerne at sige om Liselotte og hendes workshops?
Klik her for at læse hvad glade deltagere har at sige om Liselotte og Carpe Vitams workshops
Er Liselotte coach eller terapeut?
Nixen. Der findes rigtigt mange dygtige coaches og terapeuter på markedet, og Liselotte er ikke én af dem. Liselotte er lykkementor, og hun hjælper dig videre ved at præsentere dig for en brugbar værktøjskasse, der kan hjæpe dig, hvis du vil være gladere og få mere ud af dit liv. Men du må tage beslutningen, det kan hverken Liselotte eller andre gøre for dig.
Hun ligner godt nok en skrap madamme, er hun det?
Jeps – men på den rare måde! Og du tager sikkert på workshop for at lære at gøre tingene anderledes, end du har gjort indtil nu, så derfor er du også klar til at få et par kærlige spark i måsen. Liselottes mantra er, at du kan vælge at leve dit liv på grund af de omstændigheder, der har været, eller på trods af dem. Det sidste er så absolut det sjoveste, og derfor fokuserer Liselotte på din fremtid i stedet for at hænge sig i din fortid.
I medierne ...
Fit LIVING - august 2010 - om at komme tættere på lykken
FEMINA, uge 27: "Step by Step: Sådan bliver du lykkelig"
Fit Living om e-bogen "Lykkelig som bare pokker"
Tips til julegaverne i Hendes Verden
Tips til arbejdsglæde på Fri.dk
Tips til bedre relationer på Fri.dk
Tilbage til arbejdet i URBAN
Artikel om at få en bedre jul i Ugemagasinet Søndag

